mandag den 23. februar 2015

Min sommerdestination 2015 er....

Så kom mailen endelig. Den mail, både jeg og samtlige mennesker i min omgangskreds, har ventet på. Mailen med min destination!!! Endelig kan jeg give folk et svar, når de spørger hvor jeg skal hen. Mine tætteste venner er holdt op med at spørge, for det blik jeg sender som svar siger vist alt! Min tålmodighed er for længst brugt op og jeg var efterhånden kommet i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville få at vide, hvor jeg skulle hen.
I sidste uge skrev Star Tour, at vi i denne uge ville få destinationen. I morges begyndte beskederne at tikke ind på Facebook. Folk modtog deres destinationer og delte dem, imens vi andre måtte se med fra sidelinien og ønske tillykke. Facebook summede hele dagen af glade guider, der fik deres destinationer og sidst på eftermiddagen var turen endelig kommet til mig.
Jeg var godt nok nervøs, for der er visse destinationer, som jeg ville være ked af at skulle bruge et halvt år på, men i dag var åbenbart min lykkedag for de næste seks måneder skal jeg tilbringe på Samos!
Jeg er virkelig tilfreds med Samos. Jeg vil gerne se mere af det græske øhav og Samos har jeg endnu ikke været på. Samtidig er det en mindre destination sammenlignet med Kreta og Rhodos, hvilket bestemt også tiltaler mig. Samos åbner d. 10 maj, så jeg får lige et par måneder mere i Danmark inden kursen går mod varmere himmelstrøg.


onsdag den 18. februar 2015

Mails fra Star Tour

Så skete der endelig lidt på projekt #Guidelife. Jeg har stadigvæk ikke fået min destination og afrejsedato, men i mandags modtog jeg en mail med generelle spørgsmål om jobbet. Så jeg nu ved lidt om uniformen, bolig, arbejdsforhold osv. Derudover modtog jeg også en mail med et link til en Facebook-side for alle de nye nordiske guider. Vi er selvfølgelig allerede begyndt at sludre og stille spørgsmål om alverdens ting i forbindelse med jobbet. Alle er super begejstret og det er let at blive smittet af stemningen. Jeg kan mærke, at glæden og spændingen er ved at vende tilbage efter mange måneders utålmodighed. Jeg har i de sidste par måneder befundet mig i et sort hul, hvor beslutningen om at smutte fra det hele, flere gange blev taget op til genovervejelse, men jeg kan mærke, at det er ved at vende. Nu glæder jeg mig!


søndag den 15. februar 2015

Ansøgning og ansættelse - Star Tour

Så er vi nået til sidste del af min lille trilogi om ansøgningsprocedurerne hos nogle af Danmarks største charterbureauer til jobbet som guide. Du kan læse de forrige indlæg her: Atlantis Rejser og Spies. Denne gang handler det om Star Tour.

(Allerplus.dk)

Star Tour søger guider hvert halve år via deres hjemmeside. Ansøgningen sendes via deres hjemmeside, hvor der også er en række spørgsmål, der skal besvares. Herefter modtager du en bekræftelse på din ansøgning samt links til en personlighedstest og en servicetest. Bliver disse besvaret tilfredsstillende, så kan du komme i betragtning til rekrutteringsdagen. Disse tests er ret simple, hvis du ellers er et forholdsvis udadvendt og serviceminded menneske.

I mailen, der oplyser om at du har "bestået" disse tests, står der, at du vil blive ringet op til et telefoninterview, det blev jeg dog aldrig. Jeg modtog bare pludselig en mail med invitation til rekrutteringsdag. Jeg kunne selv vælge dagen ud fra en periode på halvanden uges tid.

Til Rekrutteringsdagen fik vi informationer om firmaet og jobbet. Derefter skulle vi hver især præsentere os selv ud fra nogle fastlagte spørgsmål. Vi var en gruppe på 19. Jeg var den eneste med guideerfaring. De fleste var nyklækkede studenter, eller havde været på arbejdsmarkedet et par år. Jeg var ikke den ældste, hvilket jeg ellers havde regnet med. Der var to, der var ældre end mig, så deres interesse spænder vidt. Vi var i øvrigt ca. 700 danske ansøgere, 180 blev kaldt til samtale og 50 ville blive ansat!!!

 (startour.dk)

Efter præsentationerne kom vi ud i grupper, hvor vi fik nogle forskellige opgaver, der skulle løses og præsenteres for de andre grupper. De havde ikke noget med guidejobbet at gøre, men lagde vægt på service og samarbejde. Efterfølgende var der frokost og personlige samtaler, så der var nogle timers ventetid. Da du sidder og spiser frokost i Star Tours lokaler, er det virkelig vigtigt, at du hele tiden er på, udadvendt og social med de andre. Det ser ikke godt ud, hvis du sidder i et hjørne og hører musik for dig selv eller konstant tjekker din telefon. Alle var nervøse til de personlige samtaler, men du skal stadigvæk kunne socialisere selvom du er nervøs. Jeg kom rigtig godt ud af det med de andre og hyggede mig meget i de timer, vi ventede.

Ca. en uge senere fik jeg en mail, hvor der stod, at jeg var kommet på en stand by-liste. Jeg troede egentlig, at de skrev sådan for at sikre, at de havde nok guider, hvis nogen sprang fra. Så havde de jo ikke sagt nej til nogen endnu. Men sådan fungerer det ikke, for senere fik jeg en mail, hvor jeg blev tilbudt en plads til næste sæson, da de ikke havde flere pladser i den kommende sæson. Så kommer man på venteliste, så ryger man videre til næste sæson.
Sådan var det ihvertfald for mig. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at alle kommer videre, proceduren kan jo ændre sig.

Fem måneder senere modtog jeg langt om længe en officiel mail, der bød mig velkommen til jobbet og det er der, jeg står nu. Jeg har selvfølgelig takket ja, da Star Tour i mine øjne er Danmarks mest interessante og prestigefyldte charterbureau.
Star Tour har nedlagt deres guideskole og vi skal derfor som de første trænes via et e-learning system på nettet. Det bliver sikkert både spændende og udfordrende at være prøvekaniner på det!

(Standby.dk)


Det var min lille ansættelse-serie. Har du nogle spørgsmål om jobbet eller ansøgningsprocedurerne, så spørg endelig. Det er ikke sikkert, at jeg kan svare, men jeg kan da prøve :-) Ellers er du velkommen til at følge med i tiden fremover, hvor det hele kommer til at handle om guidejobbet og det liv, der følger med.



søndag den 8. februar 2015

Ansøgning og ansættelse - Spies

Så er det blevet tid til næste del af min gennemgang af de ansættelsesprocedurer, som jeg har været igennem i forbindelse med jobbet som guide. Denne gang er turen kommet til Spies. Du kan læse mit sidste indlæg om Atlantis Rejser her.

(Spies.dk)


Spies hjemmeside så jeg, at de søgte guider og valgte derfor at sende en ansøgning med mit CV. Der gik et par måneder inden jeg hørte noget, men pludselig tikkede der en mail ind, der inviterede mig til rekrutteringsdag. Til selve dagen skulle jeg forberede et tre minutters oplæg uden brug af hjælpemidler omhandlende en af deres destinationer. Jeg valgte Hurghada i Egypten, da det pt. er deres eneste destination i Egypten. Vi var flere, der havde valgt Hurghada, så vil du være nytænkende, så vælg en anden!

Selve rekrutteringsdagen startede med en introduktion til firmaet og til jobbet, derefter kom vi ud i to mindre grupper, hvor vi startede med vores destinationspræsentationer. Alle var meget nervøse og stemningen blev en smule hypet pga. nervøsiteten. Du behøver derfor ikke være bekymret for, om du bliver nervøs af at stå foran folk, ALLE var nervøse.
Derefter lavede vi nogle gruppeopgaver, hvor vi i en gruppe skulle tage stilling til forskellige problemstillinger i guidejobbet. Derefter fik vi hver et personligt spørgsmål og så var der frokost. Spies' kontor ligger lige overfor Fields, så vi gik alle sammen derover og spiste. Om eftermiddagen var der individuelle samtaler, hvor vi alle fik et tidspunkt, hvor vi skulle være tilbage. Flere af os ventede i flere timer, men det var en god anledning til at snakke med de andre. Et godt råd er at snakke med de andre, så mange af dem som muligt. Det viser, at du er udadvendt og kan small talke med fremmede, hvilket er en af grundstenene i guidejobbet. Derudover er det super hyggeligt at møde nye mennesker, der har de samme interesser som dig.

(Spies.dk)


Jeg var oppe med en gruppe på 13 piger. Jeg var klart den ældste og den med mest erfaring. Ca. halvdelen af gruppen havde for nyligt været på Service og Co. (Skandinavisk guideskole) To havde arbejdet som guide tidligere, en havde været på Service og Co for mange år siden, men aldrig været ude og en havde ingen erfaring.

Den personlige samtale tog ca. 30 min. Det var en stille og rolig samtale om jobbet, forventningerne, de gode og dårlige sider, samt ens egne styrker og svagheder.

Seks dage efter modtog jeg en mail med et jobtilbud. Jeg skulle melde tilbage om jeg var interesseret og derefter indbetale beløbet for guideskolen, som fandt sted ca. halvanden måned senere på Cypern.
Her stopper min viden og erfaring med Spies, da jeg valgte at takke nej til jobbet. Det gjorde jeg udelukkende baseret på min mavefornemmelse. Jeg var på det tidspunkt også blevet tilbudt et job hos Star Tour og skulle derfor vælge.
Jeg har derfor ingen arbejdsmæssig erfaring med Spies. Min rekruttering foregik i vinteren 2014/15, så deres procedure kan ændre sig, derfor er dette skrevet med forbehold for ændringer.

(Spies.dk)

søndag den 1. februar 2015

Ansøgning og ansættelse - Atlantis Rejser

 Jeg bliver tit spurgt, hvordan man får job som guide. Svaret er jo ret enkelt: Du ansøger, som med et hvilket som helst andet job. Jobbet er måske eksotisk, men ansættelsen er meget jordnær. Alligevel vil jeg skrive lidt om mine erfaringer med ansøgning og samtale (og ansættelse) hos tre charterbureauer i Danmark. Der sidder måske nogen derude, der kunne have lyst til at søge selv!

Jeg deler oplæggene op i tre dele, der hver omhandler et rejsebureau.Vi starter med Atlantis Rejser!



Jeg startede hos Atlantis Rejser i August 2010. Min ansøgningsprocess var lidt special, da jeg havde en veninde, der allerede arbejdede hos Atlantis Rejser i Sharm. Under et besøg hos hende, satte hun et møde op med destinationschefen. Efter en kort samtale med hende, fik hun mine kontaktoplysninger og sagde at kontoret i Danmark ville kontakte mig.
Få dage efter at jeg var kommet hjem, modtog jeg en mail, hvor jeg blev bedt om at sende mit CV (ingen ansøgning) hvorefter jeg blev kaldt til samtale. Selve samtalen var en hyggesludder, hvor vi berørte alle fordele og ulemper ved jobbet, forventninger og udfordringer.



Derefter blev jeg kontaktet af et eksternt firma, der tog en personlighedstest på mig med henblik på at erklære mig egnet, ikke-egnet eller måske-egnet. Så vidt jeg ved, bruger Atlantis Rejser ikke længere disse tests, så ansøger du hos dem, så foregår det muligvis anderledes.

Efter en lille uges tid blev jeg ringet op og tilbudt et job. Jeg var så glad, men to minutter senere satte stressen ind, for allerede en uge senere skulle jeg starte træning i København og tre uger senere var der afrejse. Jeg blev tilbudt at udskyde min afrejse, fordi jeg var kommet så sent ind, men jeg valgte at tage af sted som planlagt for ikke at komme i oplæring på destinationen alene.

Det blev starten på min guidekarriere!



Et mindre firma som Atlantis Rejser har ikke lange og indviklede ansøgningsprocesser. Som I kan høre, blev jeg taget ind ad bagvejen. Hold øje med deres hjemmeside. Der slår de ledige stillinger op og send derefter en ansøgning. De har ingen dyr guideskole, man har en uges oplæring i København og tre uger i Sharm. (Bemærk at jeg ikke har arbejdet for Atlantis Rejser siden 2013, så alt er skrevet med forbehold for ændringer)



Har du nogen spørgsmål til guidejobbet eller ansøgningsprocesser, så spørg endelig. Ellers så Stay Tuned for næste indlæg, der vil gennemgå ansættelsesprocessen hos Spies.