torsdag den 23. juli 2015

Ø-tur på dansk...

I sidste uge kørte jeg min første udflugt for Star Tour. Det var en lille og overskuelig en af slagsen, nemlig vores ø-tur, der tager gæsterne med rundt til nogle af højdepunkterne på Samos. Turen dækker både historie, kultur, natur og shopping. Den er perfekt til dem, der besøger Samos for første gang.

Jeg har tidligere lavet et indlæg om udflugten, som I kan læse her.

Nu blev det endelig min tur til at guide den. I lavsæsonen har vi ikke dansk guide på turen og de første par uger måtte vi aflyse pga. for få tilmeldte. Desværre hedder det minimum 25 deltagere, for at turen kører. I sidste uge og i denne uge prøvede vi så at lave en kombineret dansk/svensk tur, hvor vi var to guider på turen. Det har fungeret rigtig godt!

I sidste uge havde vi en fantastisk gruppe, der både lyttede opmærksomt, grinte alle de rigtige steder og deltog aktivt i vores lille quiz, som vi sluttede turen af med.

I denne uge havde vi en noget tungere gruppe med, der godt nok lyttede interesseret, men som ikke rigtig gav noget igen. Det var ikke særlig motiverende. Det betyder meget for turen, hvor aktive gruppen er.

Desværre kan ø-turen være slut for mit vedkommende, da det højere oppe er blevet besluttet, at to guider er en dårlig ide. Derfor bliver turen fremover med stor sandsynlighed skandinavisk, hvilket betyder, at den bliver guidet på svensk. Men det var sjovt så længe det varede!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar