Destination: Unknown

I tirsdags var der sidste frist for at sende sin ansøgning til de næste to sæsoner, vinteren 15/16 og sommeren 16. Det er noget helt nyt, at vi skal søge to sæsoner frem, hvilket vi først vidste i sidste uge. Pludselig skulle der ikke bare tænkes frem til vinteren!
Mandag aften havde vi Destination Unknown, som er en aften, hvor dem, der har været på de store destinationer, fortæller om dem, om jobbet og hvordan det er, at bo der.

Mine ønsker til vinteren har hele tiden været ret klare. Jeg har søgt om at skifte position fra serviceguide til guest relation host, hvilket åbenbart ikke er så nemt, så lige nu betyder destinationen ikke så meget som positionen.
Intet er sikkert! Ofte er det tilfældigheder, der afgør hvor man ender, så spændingen er stor. Svaret kommer på onsdag. I følge dem, der har arbejdet flere sæsoner, så er den dag, sæsonens værste dag. Nogle bliver glade, andre bliver kede af det.

Nu må vi se, hvad der sker. Det gik jo meget godt, da jeg fik tildelt min første sæson, så mon ikke, det kommer til at gå denne gang også?!?

Vi holder nerverne i ro med vin!

Så er der søgt!

6 klamme ting, som man vender sig til....

Enhver, der har arbejdet som guide ved, at man i guidelivet vender sig til, at de fleste ting ikke er som derhjemme. For mit vedkommende hedder det at gå på kompromis! I Danmark bor jeg i en lille lejlighed, der altid er ren og ryddelig. Alt passer sammen og alting har en plads! Selv synes jeg bare, at jeg er et ordensmenneske, men mine omgivelser hentyder ofte til, at jeg har et fanatisk forhold til orden!
Når det er sagt, så sker der noget med min ordenssans, når jeg er ude som guide. I det hele taget sker der noget med mit forhold til renlighed, for det er umuligt at stille de samme krav til renlighed, som vi gør derhjemme. Så enten må man acceptere det, eller også skal man nok kigge sig om efter et andet job.

Jeg lavet en lille liste med noget af det, man som guide må affinde sig med. Heldigvis bliver det hurtigt en naturlig del af hverdagen. Overskriften hedder Klamme ting, derfor slipper I for billeder i denne omgang.

1. Oprydning og rengøring. Man har ikke tid til at rydde op og holde orden. Vi bor meget småt og ofte ret primitivt, så ens ting ligger ofte og flyder over det hele. Rengøring er noget, jeg forsøger at få tid til hver uge, men selv når der er gjort rent, er her stadigvæk beskidt. Så glæder man sig over, at der nu ikke er lige så beskidt, som der var før.

2. Toiletspanden. Alle, der har rejst i Grækenland, har stiftet bekendtskab med toiletspanden. Afløbene i Grækenland kan ikke holde til, at alle smider toiletpapiret i toilettet, derfor står der en fin lille spand ved siden af. Den er klam, lugter og jeg vender mig aldrig til at skifte den, men nogen skal jo gøre det og eftersom jeg bor alene, ja, så må jeg jo gøre det!

3. Kryb. Jeg bor i en lille baggård, som vi har omdøbt til minizoo. Her findes alt indenfor kryb. Myg, fluer, edderkopper, karkelakker, ørntviste, myrer, biller, tusindben, gekkoer, skorpioner og alt muligt andet godt fra naturen. Jeg har et fint lille udvalg af giftspray, så jeg kan angribe det, der kommer for tæt på.

4. Myrer. En enkel eller to myrer, der løber over køkkenbordet, er en helt naturlig ting og ikke noget, jeg reagerer på. Det er først, når de er ti og derover, at giften bliver fundet frem. I går vågnede jeg op til en køkkenvask fyldt med myrer fordi jeg havde glemt at fjerne to brødkrummer. De er sultne, de sataner.

5. Lugten. Noget af det, jeg elsker ved de græske øer, er duften af krydderi i naturen. Jo varmere det bliver, jo mere spreder duften sig. Det er dejligt at gå og indsnuse duften, men knap så dejligt, når man midt i en dyb indånding, rammes af lugten af afføring. De dårlige kloakrør betyder, at der visse steder ofte lugter ret skidt!

6. Lugten af sved. Det er utroligt så hurtigt man får et meget naturligt forhold til sin egen kropslugt. Den sommer, jeg arbejdede i Tyrkiet, var svedvåde t-shirts, en fugtig hud og lugten af sved noget helt naturligt. Jeg ville aldrig gå udenfor en dør i Danmark, hvis jeg havde konstateret, at jeg kunne lugte mig selv.

22 dage til afrejse

Så er der langt om længe ved at komme styr på guidelife. Som jeg skrev sidst har jeg fået min flybillet og lidt informationer om destinationen. I forgårs kom kontrakten og et link til det nye e-learning program, som jeg skal kigge på de næste par dage. Jeg skal samtidig bestille ny uniform, for selvfølgelig har TUI valgt at udskifte alle deres uniformer, så jeg skal arbejde et par uger i den gamle uniform, inden den nye ankommer.
Der er også kommet styr på alle de ting, der skal opsiges, fraflyttes, overflyttes osv. Diverse abonnementer er opsagt til 1. maj, min lejlighed er fremlejet og jeg har endelig fået opklaret det store mysterie om hvilken a-kasse, man skal være medlem af, når man bor i et land, er ansat i et andet og arbejder i et tredje. Jeg skal derfor efter påske meldes ind i en svensk a-kasse. Der er har været en del forvirring omkring dette, da min a-kasse mente, at jeg skulle meldes ind i en græsk a-kasse, mine kommende kollegaer havde hørt at vi skulle meldes i en svensk, nogen skulle blive i den danske og TUI selv sagde, at det ikke var muligt, at være i a-kasse overhovedet. Men mysteriet er altså langt om længe løst!

Træning i en travl guidehverdag

Hvordan opretholder jeg den sunde livsstil, som er en naturlig del af mit liv i Danmark, når jeg flytter til Grækenland?
Da jeg flyttede til Egypten meldte jeg mig ind i et lille fitness center, men jeg havde meget svært ved at få presset træningen ind i mit travle arbejdsskema. Jeg forsøgte at løbe nogle ture, men området vi boede i, var ikke inspirerende at løbe i. Sund mad var nærmest umulig at opstøve i Egypten, så min tid i Sharm, var ikke speciel sund. Jeg var ret ked af, at jeg hurtigt blev sløv og fik dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne passe på mig selv.
Både i Emiraterne og i Tyrkiet forsøgte jeg at presse lidt træning ind i form af svømning og gåture, men da jeg ikke havde andre at træne med i mit team, blev det hurtigt svært, at få nogle gode rutiner.

Derfor har jeg gjort mig mange tanker om, hvordan jeg kan skabe de gode rutiner både i forhold til mad og træning. Jeg er pescetar, hvilket i sig selv er en udfordring i udlandet. Heldigvis flytter jeg til Grækenland, så der er et godt grundlag for en salatbaseret kost. Det græske køkken er generelt et sundt køkken og de gange, jeg har været på ferie på de græske øer, har det ikke været svært at få lækker og sund mad.
Træningen derimod kan godt gå hen og blive et problem, hvis jeg ikke får indarbejdet nogle gode vaner fra starten af. Et fitness center med Les Mills-holdtræning er nok for meget at forlange. Løb er udelukket pga. min hofte og gåture kan i sig selv være en udfordring i perioder.
Jeg ved også godt, at arbejdet optager meget tid og derfor vil jeg under ingen omstændigheder have mulighed for at træne, som jeg gør nu, så det må handle om prioriteter. Derfor har jeg valgt at prioritere yogaen højest. Det kan være både styrkende, afslappende eller anstrengende, afhængigt af min træning. Samtidig er det mentalt uundværligt for mig i perioder, hvor jeg har meget at tænke på.
Jeg er bare ikke særlig god til at rulle måtten ud derhjemme. Jeg foretrækker at træne med andre, hvilket jeg jo ikke kan være sikker på, at jeg kom komme til.

Netop da jeg var allermest irriteret over min manglende motivation for hjemmetræning, så jeg på Instagram at min ultimative yndlingsyogi, Rachel Brathen havde lanceret en række videoer på nettet. Jeg har en gang taget en time hos hende og det var den bedste yogatime nogensinde. Derfor ved jeg at disse videoer kommer til at fungere. Det er ti videoer af 20 min, så de er perfekte til at presse ind i en travl arbejdsdag. Det er vigtigere at dyrke 20 min yoga hver dag end at hive sig selv i fitness centret i to timer en gang hver 14 dag.
Jeg ved godt, at jeg vil være nødt til at skære ned på træningen, men det er vigtigt for mig, at jeg stadigvæk kan rulle måtten ud og tage et øjeblik for mig selv og mærke efter, hvordan kroppen har det.

Min sommerdestination 2015 er....

Så kom mailen endelig. Den mail, både jeg og samtlige mennesker i min omgangskreds, har ventet på. Mailen med min destination!!! Endelig kan jeg give folk et svar, når de spørger hvor jeg skal hen. Mine tætteste venner er holdt op med at spørge, for det blik jeg sender som svar siger vist alt! Min tålmodighed er for længst brugt op og jeg var efterhånden kommet i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville få at vide, hvor jeg skulle hen.
I sidste uge skrev Star Tour, at vi i denne uge ville få destinationen. I morges begyndte beskederne at tikke ind på Facebook. Folk modtog deres destinationer og delte dem, imens vi andre måtte se med fra sidelinien og ønske tillykke. Facebook summede hele dagen af glade guider, der fik deres destinationer og sidst på eftermiddagen var turen endelig kommet til mig.
Jeg var godt nok nervøs, for der er visse destinationer, som jeg ville være ked af at skulle bruge et halvt år på, men i dag var åbenbart min lykkedag for de næste seks måneder skal jeg tilbringe på Samos!
Jeg er virkelig tilfreds med Samos. Jeg vil gerne se mere af det græske øhav og Samos har jeg endnu ikke været på. Samtidig er det en mindre destination sammenlignet med Kreta og Rhodos, hvilket bestemt også tiltaler mig. Samos åbner d. 10 maj, så jeg får lige et par måneder mere i Danmark inden kursen går mod varmere himmelstrøg.

Ansøgning og ansættelse - Star Tour

Så er vi nået til sidste del af min lille trilogi om ansøgningsprocedurerne hos nogle af Danmarks største charterbureauer til jobbet som guide. Du kan læse de forrige indlæg her: Atlantis Rejser og Spies. Denne gang handler det om Star Tour.

(Allerplus.dk)

Star Tour søger guider hvert halve år via deres hjemmeside. Ansøgningen sendes via deres hjemmeside, hvor der også er en række spørgsmål, der skal besvares. Herefter modtager du en bekræftelse på din ansøgning samt links til en personlighedstest og en servicetest. Bliver disse besvaret tilfredsstillende, så kan du komme i betragtning til rekrutteringsdagen. Disse tests er ret simple, hvis du ellers er et forholdsvis udadvendt og serviceminded menneske.

I mailen, der oplyser om at du har "bestået" disse tests, står der, at du vil blive ringet op til et telefoninterview, det blev jeg dog aldrig. Jeg modtog bare pludselig en mail med invitation til rekrutteringsdag. Jeg kunne selv vælge dagen ud fra en periode på halvanden uges tid.

Til Rekrutteringsdagen fik vi informationer om firmaet og jobbet. Derefter skulle vi hver især præsentere os selv ud fra nogle fastlagte spørgsmål. Vi var en gruppe på 19. Jeg var den eneste med guideerfaring. De fleste var nyklækkede studenter, eller havde været på arbejdsmarkedet et par år. Jeg var ikke den ældste, hvilket jeg ellers havde regnet med. Der var to, der var ældre end mig, så deres interesse spænder vidt. Vi var i øvrigt ca. 700 danske ansøgere, 180 blev kaldt til samtale og 50 ville blive ansat!!!

 (startour.dk)

Efter præsentationerne kom vi ud i grupper, hvor vi fik nogle forskellige opgaver, der skulle løses og præsenteres for de andre grupper. De havde ikke noget med guidejobbet at gøre, men lagde vægt på service og samarbejde. Efterfølgende var der frokost og personlige samtaler, så der var nogle timers ventetid. Da du sidder og spiser frokost i Star Tours lokaler, er det virkelig vigtigt, at du hele tiden er på, udadvendt og social med de andre. Det ser ikke godt ud, hvis du sidder i et hjørne og hører musik for dig selv eller konstant tjekker din telefon. Alle var nervøse til de personlige samtaler, men du skal stadigvæk kunne socialisere selvom du er nervøs. Jeg kom rigtig godt ud af det med de andre og hyggede mig meget i de timer, vi ventede.

Ca. en uge senere fik jeg en mail, hvor der stod, at jeg var kommet på en stand by-liste. Jeg troede egentlig, at de skrev sådan for at sikre, at de havde nok guider, hvis nogen sprang fra. Så havde de jo ikke sagt nej til nogen endnu. Men sådan fungerer det ikke, for senere fik jeg en mail, hvor jeg blev tilbudt en plads til næste sæson, da de ikke havde flere pladser i den kommende sæson. Så kommer man på venteliste, så ryger man videre til næste sæson.
Sådan var det ihvertfald for mig. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at alle kommer videre, proceduren kan jo ændre sig.

Fem måneder senere modtog jeg langt om længe en officiel mail, der bød mig velkommen til jobbet og det er der, jeg står nu. Jeg har selvfølgelig takket ja, da Star Tour i mine øjne er Danmarks mest interessante og prestigefyldte charterbureau.
Star Tour har nedlagt deres guideskole og vi skal derfor som de første trænes via et e-learning system på nettet. Det bliver sikkert både spændende og udfordrende at være prøvekaniner på det!

(Standby.dk)

Det var min lille ansættelse-serie. Har du nogle spørgsmål om jobbet eller ansøgningsprocedurerne, så spørg endelig. Det er ikke sikkert, at jeg kan svare, men jeg kan da prøve :-) Ellers er du velkommen til at følge med i tiden fremover, hvor det hele kommer til at handle om guidejobbet og det liv, der følger med.

Ansøgning og ansættelse - Spies

Så er det blevet tid til næste del af min gennemgang af de ansættelsesprocedurer, som jeg har været igennem i forbindelse med jobbet som guide. Denne gang er turen kommet til Spies. Du kan læse mit sidste indlæg om Atlantis Rejser her.

(Spies.dk)

På Spies hjemmeside så jeg, at de søgte guider og valgte derfor at sende en ansøgning med mit CV. Der gik et par måneder inden jeg hørte noget, men pludselig tikkede der en mail ind, der inviterede mig til rekrutteringsdag. Til selve dagen skulle jeg forberede et tre minutters oplæg uden brug af hjælpemidler omhandlende en af deres destinationer. Jeg valgte Hurghada i Egypten, da det pt. er deres eneste destination i Egypten. Vi var flere, der havde valgt Hurghada, så vil du være nytænkende, så vælg en anden!

Selve rekrutteringsdagen startede med en introduktion til firmaet og til jobbet, derefter kom vi ud i to mindre grupper, hvor vi startede med vores destinationspræsentationer. Alle var meget nervøse og stemningen blev en smule hypet pga. nervøsiteten. Du behøver derfor ikke være bekymret for, om du bliver nervøs af at stå foran folk, ALLE var nervøse.
Derefter lavede vi nogle gruppeopgaver, hvor vi i en gruppe skulle tage stilling til forskellige problemstillinger i guidejobbet. Derefter fik vi hver et personligt spørgsmål og så var der frokost. Spies' kontor ligger lige overfor Fields, så vi gik alle sammen derover og spiste. Om eftermiddagen var der individuelle samtaler, hvor vi alle fik et tidspunkt, hvor vi skulle være tilbage. Flere af os ventede i flere timer, men det var en god anledning til at snakke med de andre. Et godt råd er at snakke med de andre, så mange af dem som muligt. Det viser, at du er udadvendt og kan small talke med fremmede, hvilket er en af grundstenene i guidejobbet. Derudover er det super hyggeligt at møde nye mennesker, der har de samme interesser som dig.

(Spies.dk)

Jeg var oppe med en gruppe på 13 piger. Jeg var klart den ældste og den med mest erfaring. Ca. halvdelen af gruppen havde for nyligt været på Service og Co. (Skandinavisk guideskole) To havde arbejdet som guide tidligere, en havde været på Service og Co for mange år siden, men aldrig været ude og en havde ingen erfaring.

Den personlige samtale tog ca. 30 min. Det var en stille og rolig samtale om jobbet, forventningerne, de gode og dårlige sider, samt ens egne styrker og svagheder.

Seks dage efter modtog jeg en mail med et jobtilbud. Jeg skulle melde tilbage om jeg var interesseret og derefter indbetale beløbet for guideskolen, som fandt sted ca. halvanden måned senere på Cypern.
Her stopper min viden og erfaring med Spies, da jeg valgte at takke nej til jobbet. Det gjorde jeg udelukkende baseret på min mavefornemmelse. Jeg var på det tidspunkt også blevet tilbudt et job hos Star Tour og skulle derfor vælge.
Jeg har derfor ingen arbejdsmæssig erfaring med Spies. Min rekruttering foregik i vinteren 2014/15, så deres procedure kan ændre sig, derfor er dette skrevet med forbehold for ændringer.

(Spies.dk)

Ansøgning og ansættelse - Atlantis Rejser

 Jeg bliver tit spurgt, hvordan man får job som guide. Svaret er jo ret enkelt: Du ansøger, som med et hvilket som helst andet job. Jobbet er måske eksotisk, men ansættelsen er meget jordnær. Alligevel vil jeg skrive lidt om mine erfaringer med ansøgning og samtale (og ansættelse) hos tre charterbureauer i Danmark. Der sidder måske nogen derude, der kunne have lyst til at søge selv!

Jeg deler oplæggene op i tre dele, der hver omhandler et rejsebureau.Vi starter med Atlantis Rejser!

Jeg startede hos Atlantis Rejser i August 2010. Min ansøgningsprocess var lidt special, da jeg havde en veninde, der allerede arbejdede hos Atlantis Rejser i Sharm. Under et besøg hos hende, satte hun et møde op med destinationschefen. Efter en kort samtale med hende, fik hun mine kontaktoplysninger og sagde at kontoret i Danmark ville kontakte mig.
Få dage efter at jeg var kommet hjem, modtog jeg en mail, hvor jeg blev bedt om at sende mit CV (ingen ansøgning) hvorefter jeg blev kaldt til samtale. Selve samtalen var en hyggesludder, hvor vi berørte alle fordele og ulemper ved jobbet, forventninger og udfordringer.

Derefter blev jeg kontaktet af et eksternt firma, der tog en personlighedstest på mig med henblik på at erklære mig egnet, ikke-egnet eller måske-egnet. Så vidt jeg ved, bruger Atlantis Rejser ikke længere disse tests, så ansøger du hos dem, så foregår det muligvis anderledes.

Efter en lille uges tid blev jeg ringet op og tilbudt et job. Jeg var så glad, men to minutter senere satte stressen ind, for allerede en uge senere skulle jeg starte træning i København og tre uger senere var der afrejse. Jeg blev tilbudt at udskyde min afrejse, fordi jeg var kommet så sent ind, men jeg valgte at tage af sted som planlagt for ikke at komme i oplæring på destinationen alene.

Det blev starten på min guidekarriere!

Et mindre firma som Atlantis Rejser har ikke lange og indviklede ansøgningsprocesser. Som I kan høre, blev jeg taget ind ad bagvejen. Hold øje med deres hjemmeside. Der slår de ledige stillinger op og send derefter en ansøgning. De har ingen dyr guideskole, man har en uges oplæring i København og tre uger i Sharm. (Bemærk at jeg ikke har arbejdet for Atlantis Rejser siden 2013, så alt er skrevet med forbehold for ændringer)

Har du nogen spørgsmål til guidejobbet eller ansøgningsprocesser, så spørg endelig. Ellers så Stay Tuned for næste indlæg, der vil gennemgå ansættelsesprocessen hos Spies.

Breaking News: Nu som guide hos Star Tour!!!!

Så tør jeg endelig sige det højt! Nu er det helt officielt... Jeg er blevet ansat som guide for Star Tour med start i foråret 2015!!!!
Det er længe siden, at jeg blev tilbudt jobbet, men jeg skulle lige have en officiel mail fra dem, inden jeg turde råbe for højt om det og den mail kom så i fredags.

Indtil videre ved jeg intet om hverken destination, afrejsedato eller træningsforløb. Det kommer "in the near future" som der så fint stod i mailen. Jeg håber, at nærmeste fremtid er snart!
Derfor kan jeg ikke fortælle så meget andet, end at jeg skal gennemføre et online træningsforløb inden jeg rejser og så kommer resten af træningen på destinationen. Der er altså ingen guideskole!
Inden jeg rejser, er der en del, der skal forberedes/lukkes ned herhjemme, men meget om det i kommende indlæg.

For bloggen betyder det, at den bliver mere rettet mod guidejobbet og mit liv i udlandet (Til stor glæde for min mor, der gerne vil følge med!). Den kommer til at indeholde hverdagsting og oplevelser af mere personlig karakter end hidtil, hvor den har fungeret som en generel rejseblog. Så jeg håber, at I vil følge med i forberedelserne til det næste kapitel i mit liv!

I luftballon over Nilen...

 Denne lille artikel fik jeg oprindeligt udgivet på Rejseblokken. Den fortæller om en lille sjov oplevelse, jeg havde, da jeg arbejdede som rejseleder i Egypten for et par år siden.

 Umiddelbart inden revolutionen i Egypten i 2011, havde jeg fornøjelsen af at arbejde som Nilkrydstogtsguide i Egypten. Dette indebar smukke sejlture op og ned ad Nilen, historiske besøg i fantastiske templer og mødet med et folk, der til trods for fattigdom og usikkerheden om, hvor næste måltid kom fra, stadigvæk havde overskud til at tage imod vores gæster og give dem et indblik i en kultur, så forskellig fra vores egen.
Når båden lå i Luxor, blev vi hver morgen mødt med synet af utallige luftballoner, der lydløst svævede over byen. Et prægtigt syn fra jorden. Jeg længtes efter at prøve det selv, opleve Nildeltaet fra oven, mærke den kølige morgenluft og se byen lige så stille vågne.
Dagen kom da også, hvor jeg fik muligheden og greb den med det samme. Vi var tre rejseledere, der tog af sted tidligt om morgenen imens alt stadigvæk var mørkt og stille. Turen startede med en sparsom morgenmad og en masse sikkerhedsinstrukser. Den vigtigste var, at vi, når vi landede skulle bukke ned i knæene. Det var da til at huske for en ridepige, som jeg, der godt kender til det stød, det giver i kroppen, hvis man hopper af hesten med strakte ben.
På ballonpladsen var de i fuld gang med at gøre luftballonerne klar. Over alt lå der farvestrålende balloner og endnu flere var allerede i luften. Pludselig var vores klar og vi steg om bord.
Synet der mødte os, da vi kom op over byen, var ubeskriveligt. Nilen strakte sig så langt øjet rakte med grønne kanaler på hver side, der brat blev afløst af ørkensandet, der hvor Nilens vand ikke længere fugtede jorden.
I udkanten af Luxor findes den meget lokale bydel med støvede grusveje og trætte huse, der mindede os om, at dette ikke bare er en kulturel rejsedestination, men også et sted, hvor folk bor og lever. Jeg aftalte med min dansk/egyptiske kollega, at vi en dag skulle tage ud og besøge udkanten af Luxor og møde de mennesker, der bor, hvor der aldrig kommer turister. Vi vidste ikke, at dette møde, ville finde sted allerede en halv time senere.

Vi svævede roligt ned af Nilen og bemærkede godt at vores ballonskipper havde lidt svært ved at få ballonen ned. Min førnævnte kollega, kunne da også fortælle at ballonskipperen i et opkald over mobilen havde sagt, at han var nødt til at flyve over på modsatte side af Nilen og finde en mark, som vi kunne lande på, da vinden åbenbart gjorde det umuligt at lande ved de ventende biler og ballonfolk på jorden. Der var ingen panik og vi nød bare den ekstra tur. Pludselig dukkede der en sukkerroemark op, hvor bønderne gik og høstede med deres æsler. Vores ballonskipper råbte ned til dem og bønder og æsler løb ud til siderne inden vi dumpede ned med vores kæmpe store ballongynge. Det hele gik så hurtigt, at vi helt glemte at bukke i knæene.
Så stod vi der, midt på en sukkerroemark, hvor der selvfølgelig ikke var noget tlf-signal, så vi måtte pænt vente på at ballonfolkene fandt os. Vi blev nødt til at blive i kurven for at ballonen ikke steg til vejrs, så der stod vi og kiggede nysgerrigt ud på bønderne, som mindst lige så nysgerrigt kiggede tilbage på os. Iblandt bønderne var der en flok små drenge, som tydeligvis aldrig havde set en luftballon (eller turister for den sags skyld) så tæt på, så de var ekstremt nysgerrige. Vi havde et tysk ægtepar med på turen, der tog nogle billeder af drengene, som synes at det var rigtig sjovt at se billederne på den lille skærm. Den tyske mand spurgte min kollega, om hun ikke ville bede om deres e-mailadresse, for så ville han da sende billederne til drengene. Efter en kort samtale, kunne min kollega så fortælle, at drengene vist ikke havde en e-mail, for de vidste ikke, hvad internettet var. Som vi stod der, som dyr i zoo begyndte den sparsomme morgenmad at spille ind. Vi var sultne. De små drenge bød gæstfrit på sukkerroerør, der faktisk smagte fantastisk. Samtidig gik jeg i gang med at forhandle mig frem til en rimelig pris på det mindste æsel, som bønderne havde med i marken. Jeg fik at vide, at jeg kunne købe det for 50 pund (ca. 50kr) Jeg var dog ikke helt sikker på, om jeg måtte have husdyr på båden, så jeg måtte i sidste ende afslå denne ellers ret gode handel.

Da ballonfolkene endelig nåede frem, blev vi sat fri. Ballonen blev pakket sammen og vi fik udleveret et certifikat på, at vi havde fløjet med luftballon over Luxor.
Vi tog afsked med vores nye bekendte og blev kørt tilbage til den civiliserede del af Luxor.
Selvom flyveturen var en kæmpe oplevelse i sig selv, så gjorde mødet med bønderne og de små drenge et meget større indtryk.
Jeg nåede desværre aldrig ud i udkanten af Luxor med min kollega. Seks dage efter denne flyvetur brød revolutionen ud i Egypten og jeg blev sendt videre til en ny destination.