onsdag den 15. oktober 2014

Rejsemesse...



I takt med at dagene bliver mørkere og koldere, så stiger lysten til at stikke mod varmere himmelstrøg. Selvom vi har haft en skøn sommer i Danmark, så kan jeg da allerede mærke, hvordan regnen og blæsten påvirker mit energiniveau og humør. Heldigvis er der masser af muligheder for en tur sydpå (eller vest- øst- eller nordpå) Jeg er altid på udkig efter inspiration til nye rejser og derfor har det i en del år været en fast tradition, at jeg i oktober tager på rejsemesse i København.



Uanset om det skal være en tur væk fra den danske vinter eller planlægningen af næste års sommerferie, der skal skydes igang, så er der masser af hjælp at hente i Øksnehallen d. 18 og 19 oktober, hvor dørenes endnu engang slåes op til årets store rejsemesse.
Mere end 100 forskellige rejsebureauer, flyselskaber, turistkontorer etc. står klar med rådgivning, inspiration og gode tilbud. Har man ikke allerede lyst til at tage af sted, så får man det meget hurtigt!



I løbet af weekenden afholdes en række spændende foredrag og der er selvfølgelig mulighed for at købe mad og drikke. Du kan altså roligt sætte hele dagen af til at snuse rundt. Alle rejsegenre er repræsenteret, lige fra den klassiske charterrejse til backpacker-turen Jeg skal selv på jagt efter en spændende rundrejse til vinter, så jeg har lidt at se frem til i den mørke tid.



Rejsemessen foregår i Øksnehallen i København d. 18 og 19 oktober kl. 10-17. Billetter kan med fordel bestilles over nettet , hvor der er 50 % rabat. Se mere på Vagabond.info

God rejseplanlægning,
Stephanie

onsdag den 8. oktober 2014

Sejltur til Norge...

Norge har egentlig aldrig været en destination i min rejseplanlægning. Jeg ved da godt, at Norge er kendt for deres fantastiske natur, der hvert år tiltrækker rejsende fra hele verden, men det har aldrig haft min interesse. I sommer blev jeg dog alligevel tiltrukket af de norske fjorde. Jeg har længe gerne ville prøve et krydstogt på en af de store flydende byer, så da jeg faldt over en tur fra København og op af den norske kyst, besluttede jeg mig for at slå til. Rederiet var det italienske MSC, hvilket jeg ikke havde hørt alt for godt om, men prisen var god og hvor galt kunne det gå. Jeg blev dog meget positivt overrasket over både skib, rejseform og Norge.

 
Jeg vil ikke uddybe turen i detaljer, men blot fremhæve nogle af højdepunkterne. Vil man læse mere om skibet og dagsprogrammerne i de forskellige havne, så har jeg lavet en udførlig beskrivelse på Cruise Critic, som kan findes her.

 
Flåm ligger i Flåmdalen for enden af Sognefjord. Området er især kendt for deres jernbanestrækning, der meget ubeskedent kaldes for Europas smukkeste togtur og det er ikke uden grund. Det tager en times tid at komme fra Flåm til Myrdal, der er endestationen. Undervejs stopper toget ved Kjosfossen, som er et 225 meter højt vandfald. I sommerperioden kan man møde savnfiguren Huldra, der i skikkelse af en smuk kvinde, lokker de unge mænd ind i skoven.
En lille video af Huldra kan ses her. 

 
Længere nordpå ligger Geiranger for enden af Geirangerfjorden. Byen har kun ca. 250 indbyggere, men om sommeren kommer over 700.000 besøgende til Geiranger for at opleve den enestående natur. 

 
En af de store seværdigheder i Geiranger er fjeldet Dalsnibba. Den dag, vi kørte derop, var det overskyet hvilket indhyldede området i en eventyrlig tåge. Det var meget smukt, men også meget koldt. Vores guide fortalte da også, at området er lukket meget af året pga. sne. 


På vej ud af Geirangerfjorden kom vi forbi de Syv Søstre, som er et syvgrenet vandfald. Geirangerfjorden kom i 2005 på UNESCOs verdensarvsliste, hvilket er forståeligt. Jeg har aldrig oplevet natur, der gjorde så stort et indtryk på mig.

 
Hele turen gjorde faktisk et stort indtryk på mig. Norge har virkelig en fantastisk natur, som bare skal opleves. Billederne lever på ingen måde op til virkeligheden. At rejse med et krydstogtskib faldt også i min smag. Det, at ens hotel flytter med rundt, er både praktisk og hyggeligt. Der er dog noget overfladisk snobberi i at ankomme om morgenen med et kæmpe skib, der fylder i landskabet, for så om eftermiddagen at forlade stedet igen. De norske fjorde fortjener mere fordybelse end blot få timers ophold, men der er jo intet, der forhindrer mig i at tage tilbage på egen hånd.




    




lørdag den 4. oktober 2014

Ændrede rejsevejledning til muslimske lande...

Fredag aften valgte Udenrigsministeriet at skærpe rejsevejledningen til en række lande, hvor store dele af befolkningen er muslimer. I alt 28 lande, herunder Indien, Egypten, Emiraterne og Tyrkiet har forhøjet terrorrisiko. Udenrigsministeriet fraråder ikke rejser til de på gældende lande (endnu) men advarer om risikoen og minder de rejsende om at bruge deres sunde fornuft. 

 (Luxor, Egypten)

Det er selvfølgelig fint, at vi bliver mindet om, at vi som land betaler en pris ved aktivt at deltage i krigen mod IS, men hvor er det dog trist, at det skal forholde sig sådan. Desværre er der denne gang noget om snakken. Det er ikke kun fordi Udenrigsministeriet vil spille med musklerne (som jeg ærligt mener, at det af og til er!) men derimod et spørgsmål om, at vestlige borgere bliver kidnappet og dræbt fordi deres lande deltager i krigen.

(Petra, Jordan)


Endnu engang bliver vi på Udenrigsministeriets hjemmeside mødt med en svag og flertydig advarsel. Det virker altid lidt som om, de ikke tør melde helt klart ud, så vi får tit sådan nogle løse beskrivelser af situationen. Denne gang advarer de mod, at man opholder sig i områder uden at for mange turister, men man skal altså også holde sig væk fra områder med alt for mange turister.
Det er svært at være rejsende i dag!

 (Abu Dhabi, Emiraterne)

Billederne i dette indlæg er fra mine ophold i nogle af de lande, som i dag står på listen. Disse lande er meget mere end blot et land på en liste over steder med høj terrorrisiko.

(Sharm el Sheik, Egypten)

mandag den 15. september 2014

Store nyheder på sejlerfronten

Jeg har tidligere udtrykt min begejstring for Tv2-programmet "Kurs mod fjerne kyster", hvor seerne kommer med Mikkel Beha og hans familie på jordomsejling på skibet Havana. Første sæson sluttede i foråret og lige siden har jeg håbet på en sæson to. I dag kom meldingen endelig. Næste sæson er blevet optaget og vil være klar i 2015. Det var en virkelig god nyhed.
Her er et lille interview med Mikkel Beha, hvor han fortæller, hvad vi kan forvente os af næste sæson. Jeg glæder mig allerede :-)

 (facebook)

Jeg er i øvrigt lige blevet færdig med Christian H. Liebergreens bog "11 meter frihed", der handler om Christians jordomsejling non stop og solo. Selvom jeg bliver fascineret af mennesker som Christian og Jessica Watson, der også tog turen alene rundt om jorden, så ville jeg aldrig selv planlægge min jordomsejling uden stop (Som om jeg nogensinde kommer i en situation, hvor jeg skal planlægge en jordomsejling!) En del af oplevelsen for mit vedkommende vil være at opleve den verden, jeg sejler til. Opleve på land så vel som på vandet.

(gucca.dk)

"11 meter frihed" er dog velskrevet og humoristisk. Til tider næsten tragikomisk, da manden bliver småskør af at være afskåret fra andre mennesker så længe, men han er opmærksom på det og deler det ærligt i bogen.
Nu har jeg snart været alle sejlerbiografierne igennem. Jessica Watsons bog "True Spirit" kan i øvrigt også anbefales og nåede man ikke at se dokumentaren "Maiden Trip" om Laura Dekker på DR, så findes den på Netflix. Jeg skal vist til at se mig om efter en ny genre!!!


fredag den 12. september 2014

Er du rejsende eller turist???


"Den rejsende er en, der måske aldrig kommer hjem, men har viljen, modet og styrken til at gøre rejsen til sin skæbne. Han hengiver sig til det fremmede og underkaster sig dets indflydelse i en sådan grad, at hele hans personlighed sættes på spil. Turisten derimod får hjemve, så snart han har nået sit mål."- Rejseforsker Lars Handesten.



 
Som i alle andre aspekter af livet, er også rejseverden inddelt i hierarkier. Den tydeligste opdeling går på, om man som oplever verden som rejsende eller som turist. Den rejsende er i hans egne øjne over turisten. Han oplever verden uden fordomme og kommer, i følge ham selv, hjem med en større accept og forståelse af de fremmede kulturer, han har mødt. Turisten tager den sikre vej, helst der hvor mange andre har gået får ham. Han tager ingen chancer.

Ovenstående citater og definering er tydeligvis fremsat af folk, der betragter sig selv som rejsende. Der er en vis nedladenhed overfor turistbegrebet, hvilket er en skam, for i dag er det de færreste, der kan betragtes som rejsende i den forstand. Jeg tror ikke, at jeg kan nævne en eneste i min ellers meget berejste omgangskreds, der kan benævnes som 100% rejsende. 

De fleste oplever verden som en blanding af disse to personligheder og den eneste forskel i mine øjne, er måden man oplever verden på. Accepterer man, at der er kulturforskelle og forsøger man at tilpasse sig? I dag er alle rejsemål præget af turisme og det kræver meget hårdt arbejde, hvis man skal have lov til at rejse som rejsende, for uanset hvad så er vores penge i udlandet kendt som turistpenge, og så kan du kalde dig selv, hvad du vil.

Jeg tror at forskellen i dag ligger i, at man som berejst ikke vil sættes i forbindelse med det meget fordomsfulde udtryk, charterturisten, som i øvrigt intet har at gøre med den ovenstående turist. Charterturisten er ikke blot ham, der udnytter at han kan komme billigt til udlandet ved at booke en hel pakkerejse. Charterturisten er ham, der rejser uden nogen trang til at opleve. Af frygt for at blive sat i bås med charterturisten, vil den berejste højest sandsyndligt aldrig booke med et charterbureau og hvis han alligevel ikke kan modstå fristelsen, så vil han overfor alt og alle gentagende gange fortælle om alle de rejser, han har været ude på som rejsende så ingen tror, at han blot er charterturist. I mit job som rejseleder har jeg ofte mødt ham og lyttet til hans behov for at undskylde sin tilstedeværelse i en simpel charterbus.

Jeg har selv været der. Skammet mig en smule over, at jeg skiftede rygsækken ud med en magelig kuffert og insisterede på, at jeg aldrig skulle have all-inklusive for jeg ville ikke binde mig til et hotel. Men et job i charterbranchen har lært mig, at du kan opleve lige så meget som turist, som du kan som rejsende. Det er ikke destinationen eller rejseformen, der definerer hvad du er. Du bestemmer selv, hvordan du vil gribe mødet med et andet land an. I dag er verden så lille, at den klassiske rejsende i den Troels Kløvedals-agtige forstand er en uddøende race. Vi er alle turister, men det betyder ikke, at vi ikke kan opleve verden på verdens præmisser. Tvært imod, så tror jeg at dem, der har travlt med at inddele det rejsende folk i mere eller mindre attraktive grupper, går glip af en masse imens de pralende fortæller om alt det, de oplevede engang.
Jeg er enig i, at en der tager den klassiske pakkerejse til et skandinavisk hotel, med skandinavisk personale og danske retter på menuen, ikke kan siges at rejse i den rejsendes forstand, men det er sikkert heller ikke formålet med deres ferie.

Jeg rejser selv som turist, men det betyder ikke, at jeg ikke oplever, lærer og accepterer den verden, jeg møder. Det betyder blot, at jeg i bund og grund er ligeglad med min benævnelse så længe jeg får lov til at rejse.



torsdag den 4. september 2014

Turistfælder

Tilbage i Juli postede websited Justtheflight en lille guide til de mest gængse turistfælder, vi turister kan blive udsat for, når vi bevæger os ud i den store verden. Selvom vi rejser ud med overbevisningen om, at vi under ingen omstændigheder falder for den slags tricks, så har vi nok alle prøvet at stå i en situation, hvor vi blev i tvivl om oprigtigheden hos modparten. 
Da jeg var i Kina mødte jeg ofte de unge studerende, der bare gerne ville tale engelsk, evt. på et tehus i nærheden. I Thailand var det påstanden om, at den bus jeg skulle med var aflyst, men jeg kunne jo lige følge med over til en anden bus og i Egypten var det overpriser for ting, som min egyptiske veninde betalte under halvdelen for. At blive lidt snydt er en del af det at rejse, men her kommer en lille guide til de mest gængse turistfælder.


Kniber det med at læse billedet, så klik her

mandag den 25. august 2014

Reglerne strammes ved visumansøging til Indien.

At søge visum til Indien er i forvejen en omstændig affære. Ambassaden vil se en kopi af din hotelreservation, flybillet, bankudtog og så skal de have dit pas i deres varetægt i en uges tid. Det eneste de ikke hidtil har bedt om er, at møde dig ansigt til ansigt. Det er jo dejligt, hvis man bor i Jylland eller bare ikke har tiden til at rive to formiddage ud af kalenderen. Mange rejsebureauer tilbyder nemlig at tage til ambassaden for dig mod betaling selvfølgelig!

Men dette er snart slut. Den Indiske Ambassade har meddelt at allerede fra d. 1 september 2014 (Altså lige om lidt) skal alle møde personligt op på ambassaden i København uanset hvor i landet, du er fra. Det er dermed slut med at kunne betale sig fra denne service, hvilket med sikkerhed får indflydelse for de rejsebureauer, der arrangerer rejser til Indien.

Jeg var selv på en rundrejse tilbage i April og ud af gruppen på 20 rejsende, var jeg den eneste, der havde ordnet mit visum selv. Resten havde fået rejsebureauet til det. Umiddelbart inden jeg søgte visum hørte jeg rygter om, at Indien ville lempe reglerne i løbet af efteråret og give danskere mulighed for at købe visum i de indiske lufthavne som vi kender det fra blandt andet Thailand, men de har tydeligvis valgt at gå i stik modsatte retning. Det er ærgerligt, hvis dette afholder danskere fra at besøge Indien.


(Privatfoto)